Isbjørnens land

Ole Frøstrup

8.-9.kl

”Isbjørnens land” bygger også på virkeligheden. I 70’erne besluttede nogle grønlandske familier at vende civilisationen ryggen. De drog til et forladt bosted nord for Thule. Her ville de leve som i gamle dage af fiskeri og sæljagt. De medbragte nogle forsyninger og kugler til geværerne. Meningen var, at når det medbragte slap op, så skulle de være klar til at leve af det naturen gav. De havde ingen radio med, ingen motor til både, kun hunde. Mændene havde det godt med naturlivet, de gik på jagt og der manglede ikke sæler. Det var værre for kvinderne. De kom næsten ikke udenfor de sten-og tørvehytter de boede i. Dagen lang lavede de mad til mændene eller tyggede skind til kamikker og skindtøj. De følte livet var rædselsfuldt. Medicin var der ikke, og da en af kvinderne skulle føde havde de fået nok og vendte tilbage til civilisationen. Den historie fascinerede mig, og jeg lod hovedpersonen i bogen være en stor dreng, der oplever det hele som lidt af et eventyr. Han bevarer drømmen om det frie liv i sig – selv om han også må vende tilbage.